De små rester er stadigvæk de store helte

En uddannet kok der ikke vil have østers! Er det et udtryk for at være et kulinarisk markværk? 

Hvordan kan man være fascineret af hele madens verdens beat, og så alligevel være selektiv kræsen, når man nu er uddannet kok, faglærer i gastronomi og mega madglad? 

Er det et fodaftryk af forkælethed- er der for meget at vælge i mellem!? Ville vi spiser mere uden denne forfinede evne til at vælge til og fra selv om at vi er sultne, hvis der ikke var åbnet op for hele verdens skattespisekammer! Der er jo altid et alternativ at vælge. Og ikke bare ét. Nej der er adskillige. En cruiser tur gennem Vesterbro er et madmekka, uanset om du drejer mod kødbyen, Istedgade eller Vesterbrogade. Selv de små afkroge og krøllede gader tilbyder tapas, streetfood, mikro-bagerier og alt derimellem. Hvis man skal spise er der mange valg at træffe. Selv Vesterbros torv er omkranset af spisemuligheder af alle afskygninger. Fra Amerikansk, til italiensk og asiatisk, velplaceret mellem kirke og fornemmelse af en bymidte

Jeg er faktisk ikke kræsen! Men jeg er en kok der bare syntes østers er træls. Altså at spise. Jeg finder dem smukke, nødvendige og spændende, men der ligger i min optik forsat en vis forventning i kokkefaget til at østers det er bare noget man spiser. Jeg har været til adskillige begivenheder, receptioner, og middage hvor alle klapper og er stensikkert enig i at de netop serverede østers er formidable, uanset om der er tilsat agurk og gin, eller blot naturel. Jeg har virkelig skyllet mange ned efterhånden som jeg har kæmpet mig gennem mere end 20 års padlende rundt i en verden af mad. Jeg bliver heller ikke begejstret ved at spise brie, lever, hjerte, myre, tørrede orme, eller oste generelt selv om der oftest løftes et øjenbryn når jeg i min branche udmelder min ”nej tak det er ikke lige mig høflige” afvisninger på det tilbudte. 

Men Jeg elsker rester! Jeg påstod i 2010 i branchen bladet Host at rester er de små helte. Og det mener jeg forsat. De er velsmagende, de er redningsmanden i den travle hverdag, de er politiske korrekte idet de forbygger madspild og så er de udfordrende i deres umiddelbare færdige form som en rest. For hvordan kan man få mest muligt ud af en håndfuld kogte ris, kartofler eller det ene stykke kød der ligger så alene i køleskabet. Hvordan kan man komme udover følesen af der ikke er noget i køleskabet – Eller det der ligger ikke har værdi? 

Er man mest kræsen hvis man ikke kan tømme sit køleskab, nyde resterne og værdsætte dem, eller hvis man ikke bryder sig om østers!  Måske skal vi slet ikke have fokus på om vi eller vores børn er kræsne, men heller acceptere at vi har forskellige favorit smage der forføre os. ? 

Jeg føler en forfriskende summen i kroppen når en simpel velkomponeret ret rammer tungen og sanserne vækkes. Hold nu op hvor et stykke rugbrød med spegepølse kan smage nærmest urimeligt fantastisk. Jeg ved godt det ikke er helt simplet alligevel, ikke som en østers i serveret i sin egen naturlige skål, men det er perfekt simpelt: tekstur, konsistens, smag, råvarer valg kombineret til en gudespise – og så det håndværk. Sådan en rigtig god salgterspegepølse.

Jeg vil i høj grad forsat kæmpe for de små rester. De ER helte. Sådan er det jo ofte i livet: at de små helte rundt omkring faktisk er de store helte når alt kommer til alt. For mig har rester utalige mange gange redet min dag. Fra jeg flyttede hjemmefra, til jeg selv blev mor, til nu hvor ungen er fløjet sin vej: resterne har altid ligget der i køleskabet. I 

Jeg elsker mad, og er vanvittig nysgerrig også på alt det jeg ikke bryder mig om. Men jeg værdisætter rester meget højt. De kommer fra noget der på et tidspunkt var en hel ret. Noget der har været brugt tid på at skabe. Måske der sniger sig østers ind i mit køleskab. Måske jeg kan finde en måde at gøre dem til noget jeg syntes giver mening i en simpel kulinariske spiseoplevelse. Hvem ved jeg er forsat åben for de skalsatte banditter. Men indtil nu vil jeg forsat stræbe efter resterne.

Eftertanke: I 2010 tog jeg skridtet ud og valgte at skille mig af med min fryser til stor frustration for resten af omgivelserne. Men jeg opdagede at de helterester der røg i fryseren overså jeg, og de blev aldrig rigtigt til noget. Det var ligesom de bare blev skubbet bagerst i fryseren, for så at blive på et eller andet tidspunkt mødt af et ” når jeg skal også have ryddet op i fryseren” for mig har fryser-ideen aldrig virket. Den blev mest brugt til de der små rester, ispinde, og isterninger. Nå! Fryseren røg ud, og jeg begyndte at ændre adfærd. Jeg så pludselig alt hvad der var i køleskabet. Vi så det! Jeg genopdagede mit kølelager af herligheder, fordi jeg ikke længere havde den muligheder der hedder ”jeg kyler det bare i fryseren”. Jeg kunne pludselig heller ikke længere købe mega mængder ind til fryselageret. Næ… der blev først handlet når alt var brugt. Så for mig blev  indkøbsvaner,  spisevaner og måden at omgås madsnobberi pludselig en helt anden størrelse. Jeg sætter så mega meget pris på alt hvad der gemmer sig på køl i mit køkken. Og fakta er at når man vælger at tømme sit køleskab før man handler stort igen, så bliver det oftere vasket af og ryddet i god orden. Mega god bonus pointe. 

Vil dog blankt indrømme at der er røget en fryser ind i husholdningen igen. En lille en af slagsen. Men den bliver primært brugt til isterninger, det er lækkert til en Jack D. en gang i mellem. Ellers er der ikke noget i den. Jo jeg bruger den til når jeg dyrker min konditor passion. Når noget skal skalfryses. Livet før, efter, og nu igen med fryser har for alvor slået fast i mit kulinariske markværk, at jeg forsat er mega fan af rester. Faktisk vil jeg mene at når jeg tilbereder måltider, så gå jeg målrettet efter at opnå rester. De er hverdagens helte.