Selvbevidst storbyrytter i Vesterbro habit
https://vesterbroliv.dk/artikel/selvbevidst-storbyrytter-i-vesterbro-habit
Selvbevidst storbyrytter i Vesterbro habit
Begge arme i vejret, sving i hoften og dejlig indre ro. Et smil hver morgen over jeg har fået endnu en dag. Selv når det er en kommende lortedag, så det at svinge de lange ben ud over sengekanten, strække den erfarende krop helt ud, gør sig klar som inden en kamp i ringen. Led knækkes på plads, få bevægelse i fødderne, og nakken på plads. En fuld ud accept af dagene side 1973 har sat sine spor. Men selv når jeg ser mit spejlbillede, det uglede hår med fine striber af gråt, er jeg overbevidst om de striber er mine fartstriber. At jeg ligesom en Mustang i en lækker dueblå farve har fået sat højpoleret krom beslag på siden, er de grå striber mit forkromet sølv, den blå farve er mit signaturoutfit med altid sikker gang i denim bukser der svajer i vinden, og jakken med slidte lommer. En fuld ud Vesterbro habit. Dagen der kommer, er lige så uforligelige som den forudsigelighed der også ligger i de erfarings barometeret i mindes-banken. Men lige meget hvem jeg ramler ind i der forsøger at fortælle mig hvem jeg er, eller hvem der forsøger at trække deres egen lortedag ned over mig, tager jeg ejerskab på min egen dag. Hver eneste dag jeg vågner op er jeg bevidst om at denne helt specielle dag kun findes en gang. Fremover er den kun et minde. Så selv om den begyndende tænkefold der ligger mellem mine altid ny plukkede øjenbryn, vidner om livsslid og tunge tanker, beslutter jeg mig hver morgen for at jeg er en lækker udgave af 1973, og jeg skylder mit fødselsår at være mig selv anstænding, omfavnede og nysgerrig på alle den kommende flygtige dags oplevelser. Den daglige snak med øjnene direkte rettet mod mine egen ind i spejlet, hånden der glider gennem håret for at sætte håret op så jeg kan vedligeholde og pleje mit aldrende ydre, med flipper-hippie-lignede krukker fyldt med urter og olier der efter sigende skulle stramme op, glatte ud og give glød til dagen der kommer. Klar til dagen og turen på den flaskegrønne cykel gennem byens gader. Morgen hvor byen vågner, hver eneste dag forbi drengene i de orange veste der endeløst graver huller i byens asfalt. Hver uge, hver måned et nyt hul i byen. En lille endeløs reminder om man skal se sig for generelt i livet. Som et symbol på alle de udfordringer dagen bringer skal du undvige hullerne, der kun symbolsk er afmærket med orange plastik søjler og plastik bånd stribet som tivolis bolcher. Holder for rødt, ikke fordi det altid er nødvendigt, men en naturlig pause, om end den er kortvarig, hvor jeg kan hvile spidsen af mine støvler, hvad ente de den dag er dem med slangeskind og skrå hæl, eller dem i kernelæder med Platou sål så ser jeg hvordan pigerne der er i årrække yngre end mig, klæde sig som en kopi af den ægte varer fra 70èrne, uden at vide og mærke den der uber fede følelse når kraven på læderjakke, eller cowboyjakke bare sidder eller kasse bukserne med den høje talje giver den bevægelse til din krop som de er skabt til, og bliver bekræftet endnu engang i at årgang 1973 er originalt og dejligt sted at være indeni. Hylstret er blødt og forandret af tiden, med det er troværdigt og ægte, ligesom de denim blå kasser bukser der sidder stramt om den modne velformede bagdel, der mærkes ved hvert skridt jeg tager. Som to stor bløde puder bevæger de sig derud af til endnu en dag, hvor 1973 kommer længere væk, og dog tætter på da bevidstheden om ens dødlighed åbenbevares hver eneste morgen når jeg vågner med det rodet hår og leddene der skal knækkes på plads. Men det er groovy, funky og livsbekræftende at leve. Lektie til mig selv mens jeg fyre op for lyden af Lep Zeppeling ”Rock n roll” husker jeg mig på at Hver dag er fuld af rytme, jeg er en aldrende storby rytter i ført min Vesterbro habit
