Metal Sisters

Når fællesskab er livsforandrende

Her på denne smukke vintermorgen får tankerne om Metal Sisters endnu engang lov at fylde. Et fællesskab som er rigt på så mange kvinder af forskellige karakter. Og netop det er en stor del af Metal Sisters. At du kan få lov at være hvem du er og det skal være en fælles platform hvor du kan føle dig sikker på at netop det bliver opretholdt. Ikke kun på vores fælles SoMe platform men i høj grad når vi mødes derude.

Det er meget naturligt når mennesker samles i store grupper at man finder sammen i mindre inden for det fællesskab der er opstået. Og det er her alt forandrer sig hvis man ikke husker hinanden på netop hvad Metal Sisters står for! Jeg har været til en del fælles arrangementer efterhånden hvor jeg i løbet af aftenen befinder mig i selskab med mange markant forskellige kvinder. Vi kan sidde rundt om et bord hvor én har blomstret kjole på, én er goth, en tredje er punket med alt hvad det indebære, en kvinde med battle-vest og band t-shirt, rock kvinden og så de kvinder som har musikken indeni og ikke viser det udenpå. I de øjeblikke føler jeg mig som et rigt menneske. For det er netop det som er én af mange grundsten til at Metal Sisters blev dannet. At vi som voksne kvinder kan sidde så vidt forskellig og alligevel med en så dyb fælles interesse – og så dele gode timer sammen hvor vi løfter hinanden ved nysgerrighed og uden at dømme hinanden på hvordan den anden ser ud. I mit verdenssyn bør en kvinde uanset hvordan hun har valgt at se ud kunne gå ved siden af en anden kvinde uanset hvordan hun ser, hendes status eller levevej. Siden Metal Sisters startede har jeg mødt så mange kvinder – unge som ældre – som alle har bidraget – og for mig personligt med at blive en bedre udgave af mig selv. Jeg har i mit liv oplevet en del tillidsbrud og derfor er det at skabe tillid til andre noget jeg forsat arbejder med på i en alder af 49 år. Sammen med dig derude mærker jeg en personlig forandring som jeg vokser af. At få talt med andre kvinder og have mod til at bare at være. Så tak til dig som også har lyttet til mig, givet mig krammer, og vigtigst af alt; nemlig taget imod andre som du ikke kender uden at dømme dem. På den måde gør vi med små men vigtige skridt en fælles forskel. Jeg går i tankerne med en drøm om næsten det umulige nemlig at samle os alle fra Bornholm, til Jylland. Sjælland, Fyn – og ja selv Finland mener jeg vi har Sister fra. Jeg ved af erfaring at når noget skal lykkes så starter det med en drøm. Så skal drømme gøres til virkelighed. Så skal der arbejdes. Og en dag hvis drømmen er stærk nok så kan det lykkes. Så en dag tænker jeg at vi efter bedste evne vil alle samles.

Men indtil da: med ønsket om at du får en smuk jul hvor end i livet du så er og et nytår som vil løfte dig ind i det ny år med modet til at gribe nye chancer. Med disse ord vil jeg ønske dig glædelig jul og et bragende smukt nytår og en kæmpe tak for dit bidrag til Metal Sisters fællesskab.

Rock on – Stay you – vi ses derude

Kram fra Nanette