Skribenten

Som klummeskribent for lokalavisen, selverklæret digter og essayist bruger jeg pen og papir( ja for notesbøgerne ligger trofast i tasken) som en betragtningsfrirum. mit elastiske tankespind .

2021 Samarbejde med Vesterbro LIV om udgivelse af digte og klummer

https://ugeavisen.dk/vesterbro/artikel/min-far-var-en-rockstjerne?fbclid=IwAR1owTPlUxJImWoXIPJAUpPXQ53zkUnFxyqbz7AHTWFVS0Qqy2amCo_CNt0

"Da jeg for nogle år tilbage sad igen på skolebænken, og var i gang med at gennemføre en drøm, nemlig at blive uddannet på gastronomlinjen, havde jeg en oplevelse hvor min faglærer, i dialogforum udtalte følgende: ”den gang hvor man havde idol plakater på hængende på sine vægge, var en tid som I elever nok ikke kender til”. Sendte straks en tanke hjem til stuen hvor både Jim Morrison, The Doors, Metallica, D.A.D, Rival Sons, og Jimi Hendriks pryder mine vægge, dog nu i voksenmodellen nemlig bag glas og ramme, flot hængende over sofaen. Her sidder jeg så nu som en slags voksen på 47 år, og syntes stadigvæk det er uber cool, at omgive mig med de mennesker, døde som levende, der inspirere mig, og hver eneste dag, fylder mit liv med musik og sjælerensende tekster. Syntes at have oplevet at voksne mennesker forventes at have ”rigtigt” kunst på væggen. Eller som minimum et gentryk at et berømt billede, litografier og akademiske kunstobjekter der indbyder til debat eller anerkendelse. I min verden er et billede af mine udvalgt kunstnere – ja, kunst!! Deres kunst er unik og rig. Som maleren der viger sit liv til pensel eller blyant som udtryk giver musikeren livet puls med deres poesi, og rytme. Så kære hr. faglærer: ja der findes stadigvæk folk der hænger idol-plakater op. Fra den dag jeg var gammel nok til selv at kunne rulle en taperulle ud, har jeg haft hængt mine idoler op. Når man når et vist stadie i ens livsreje kan man uundgåeligt ikke undgå at udsætte sig selv for en slags selvanalyse, hvor ens forgangen tid bliver afspejlet i de mennesker man har kendt, og de oplevelser man har puttet i sin værdifulde erfaringslomme. En vis mand sagde engang ”man lever forlæns men lærer baglæns”. Og hvad fanen har jeg så lært af at jeg stadigvæk ikke føler mig helt voksen, at jeg stadigvæk finder super glæde ved at hænger rockstjerne op i stuen? En fascination blandet med beundring for de langdistance ordekvilibrister, henleder mine tanker på min beundring for min afdøde faderroller, der altid og evigt på farten til udlandet, hvor han stod på sin arbejdsscene med projekter i stadiumstørrelser. Men den far der aldrig var hjemme, som brugte sin tid på at hjælpe andre, var også den mand der brugte tid på at lærer mig at lytte til opera, til klassisk, og forventede at jeg lærte musikken at kende, og at jeg kunne fordybe mig i musikken. Jeg blev derfor placeret i den brune slidte chesterfieldstol, og skulle lytte til lp’er, de blanke smukker kulturtallerkener, der skulle følge mig i hele livet. ”hvis du kan lytte og forstå opera og klassisk, kan du lærer at forstå alt kompliceret musik ” det var hans teori. Var min fra en rockstjerne? Han kunne ikke spille en ren tone, men han havde passion, han forstod musikken, og kunne fordybe sig i den. Han lærte mig at lytte til alt fra Sebastian, Lis Sørensen, Gasolin, Bach, La traviata, Tosca, og alt det midt imellem. Når han hørte musik han havde opdaget, skulle det spilles højt og gentagende, indtil han opdagede et nyt band, en ny musiker eller blot et nyt nummer. Jeg har aldrig set han spille en fed luftguitar, eller slå lufttrommer som jeg gør, men jeg har set hans brystkasse nærmest sprænge af begejstring over at dele musikken med mig. Ved ikke om din var som min, men jeg har besluttet at min far var en rockstjerne. Han hænger som en tegning jeg tegnede en nat jeg savnede ham, på min væg side om side med Morrison og de andre gutter. Når jeg deler dette med dig, er det fordi jeg gerne vil sende en hyldest til Vesterbros fædre. Hvad enten du er papfar, delefar, biologisk far, har en rolle som far i en forening, eller blot en helt almindelig ukompliceret far. Min far var ikke perfekt, faktisk har jeg tit været vred og skuffet, men når alt kommer til alt så tror jeg han gjorde det bedste hans personlighed kunne rumme. Fædre bidrager med noget andet end mødre og det er så fedt. Fædre snakker ikke så meget som mødre. Det som om de er mere tavse rock n roller. Derfor har jeg besluttet at min far var en rockstjerne. Tak for introduktionen til musikkens verden. Rock on daddy cool "

Kogebogsforfatter

2013 Udgivelse af japansk inspireret kogebog “Helt enkelt”

Japansk inspireret koge/tankebog

Et samarbejde med arkitekt Marie Persson

Lektørudtagelse 2013/Birgit Sloth

Udgivet på forlaget Bogkompagniet

https://aniston.dk/anmeldelse-karatekokken-helt-enkelt.123185.html

Øvrige udgivelser, interviews og medier

2019 Vesterbro Avis/”jeg græd af selverkendelse”

2016 Branche Magasinet The Host/ “De små rester er de store helte”

2015 Misfit Digital Publishing/ Madskribent for INSHAPE

2014 Jyllands-Posten/ “Karatekokkens hjem er det rene Wabi sabi”

2014 Fitness og livsmagasinet MOVE/ “Slip kontrollen “

2014 Ekstra Bladet / 5 madfilm med opskrifter / “Karatekokken”

2013 Vesterbro Bladet/ “Nanettes gæstebud”

2013 Fyns Stifttidende / “Mad med spark i”

2013 Fight Club / “It’s all about simplicity”

2012 Frederiksberg Bladet / “Verdens bedste karatemor”